4. september, 2023

Mød en kommende naturvejleder: Aslak Lynæs Stenkilde

Aslak Lynæs Stenkilde er 41 år og uddannet lærer. Han er ansat på en specialskole og drømmer på sigt om at kunne lave en outdoor-klasse, der bruger naturen som primær genstand for læring.

Hvor arbejder du, og hvad går dit arbejde ud på?

Jeg arbejder som skolelærer på specialskolen Columbusskolen (0.-6. klassetrin). Mit arbejde går ud på at hjælpe børn, der har haft svært ved at finde til rette i det almene skolesystem, med at få en skolegang der giver mening for dem. Her forsøger jeg at bruge naturen, når jeg kan.

 

Hvorfor søgte du ind på Naturvejlederuddannelsen?

Fordi jeg selv bruger meget tid i og med naturen og håber at kunne bringe mere natur ind i mit arbejde. Sammen med min hustru og mine to børn bor jeg på et nedlagt landbrug, hvor vi blandt andet har høns og malkegeder. Desuden er jeg ivrig jæger og lystfisker. Jeg bruger allerede disse ting i mit arbejde på skolen, men vil gerne at det kunne blive en endnu større del af min hverdag.

 

Hvad ser du som kvaliteterne ved Naturvejledning Danmarks Naturvejlederuddannelse?

At kurserne er relativt få men intense. Hvis jeg eksempelvis skulle afsætte meget tid i hverdagen til en uddannelse, ville det have været svært at få til at hænge sammen for mig.

 

Hvad har indtil videre været det bedste ved uddannelsen?

Sammenholdet og stemningen. Hele den første uges kursus havde en højskole-agtig vibe som var helt vildt fed. Og jeg har haft glæde af at møde så mange dedikerede, kompetente og fantastiske mennesker.

 

Hvilken betydning har det for uddannelsen, at deltagerne kommer med meget forskellige baggrunde?

For mig var det en kæmpe positiv overraskelse. Jeg havde forestillet mig at mine medstuderende ville bestå af en langt mere ensartet gruppe. Det har været enormt spændende at opleve de andres tilgange til uddannelsen samtidig med min egen udvikling ind i den.

 

Hvad er det vigtigste, du indtil nu har lært eller taget med fra uddannelsen?

Jeg er blevet meget mere opmærksom på betydningen af den enkeltes natursyn. Samtidig er mit billede af, hvad en naturvejleder kan være blevet ændret i en meget mere rummelig retning.

 

Hvad drømmer du om at kunne bruge uddannelsen til?

Jeg drømmer om på sigt at kunne lave en outdoor-klasse på min skole. En klasse der bruger naturen som primær genstand for læring og som er mere ude end inde.

 

Hvorfor er naturvejledning efter din mening vigtig for samfundet? 

Opmærksomhed på naturen er i min optik nødvendig, hvis vi skal tage ansvar for naturen. Som naturvejledere har vi en unik mulighed for at involvere befolkningen i naturen. Hermed har vi, som jeg ser det, også muligheden for at inspirere til følelsen af ansvar og samhørighed. Hvis vi kan lykkes med dette, tror jeg på at vi som naturvejledere kan blive en vigtig brik i det puslespil, der skal løse nogle af de udfordringer samspillet mellem natur og samfund står overfor. Det være sig inden for klima, miljø, biodiversitet osv.


Brænder du også for at skabe gode oplevelser i naturen og styrke befolkningens viden om naturen? Så søg ind på naturvejlederuddannelsen og bliv en del af et fagligt fællesskab, der varer hele livet.

Flere nyheder

Her kan du læse flere af foreningens nyheder, artikler og tidligere foreningsblad, NATURvejleder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du ikke gå glip af nyheder om formidlingen af natur i Danmark, tilbud om formidlingskurser eller nyt fra foreningen, så tilmeld dig nyhedsbrevet herunder.

 

Vi glæder os til at fortælle dig mere!

Scroll to Top