Edderkopper er nemme at finde både inde og ude, alle kender dem og alle har et forhold til dem.
Fra barnsben lærer vi dem at kende igennem søde sang- og fagte-lege som ’Lille Peter edderkop’ og ’En elefant kom marcherende’, og vi møder edderkoppernes superkræfter hos Spiderman. Men edderkopperne ses også tit i rollen som uhyggelige og skræmmende væsner, og de er bestemt en art, der kan dele vandene. Nogle finder dem spændende og fascinerende, mens andre synes, at de er ulækre eller decideret frygter dem.
Med dette temanummer om edderkopper har vi arbejdet os rundt om edderkopperne og arbejdet med at klæde formidleren godt på til edderkoppeformidling for alle aldre.
Igennem artiklerne møder du en række af de danske, og enkelte udenlandske, edderkopper, præsenteret gennem fakta og viden, men også gennem myter og historier. Du møder edderkoppeentusiaster, der deler ud af deres fascination, edderkoppeforskere der gør dig klogere på nogle af de mere ukendte edderkoppeegenskaber, fobibehandlere der giver gode råd, naturvejledere og formidlere der giver inspiration til forløb og undervisning om edderkopper samt en samling af edderkoppeaktiviteter og materialer lige til at tage i brug. I bladet præsenterer vi også en række værktøjer til hjælp til bestemmelse, artsdatabaser og links til litteratur og informationer, der kan gøre dig klogere på de 8-benede.
Så frem med luppen og se at få zoomet ind på edderkopperne! Dyk ned i deres fascinerende levevis, bliv forundret over variationerne i farver, former og størrelser, gå på jagt efter deres smukke og alsidige spind – og husk så også at bidrage til artsdatabaserne og citizen science projekterne med dine fund, så vores samlede viden om edderkopperne hele tiden udvides.
God fornøjelse med bladet og med edderkopperne.
Mia Lindegaard Pedersen
Temaredaktør
- Indhold
- Formandens leder: Ugler og edderkopper
- Temaredaktørens leder: Zoom ind på edderkopperne
- Edderkopper med samfundssind
Edderkopper er ikke normalt sociale, men der findes en lille række af arter der er. Kom tæt på deres adfærd med forskerne fra Spiderlab på Aarhus Universitet. - 3 fantastiske myter
Edderkopper lægger æg i din krop og kravler ind i din mund. Nej, vel? Vi faktatjekker nogle af de mest farverige myter med Anders Kofoed. - 8 ottebenede glæder
Mød nogle af de herligste ottebenede, både de helt almindelige og de lidt mere sjældne. - Konkurrence: VIND SKØNNE BØGER!
Blandt NATURvejleders læsere udloddes et eksemplar af bøgerne “Anders Kofoeds store bog om naturen” og Ole Laursens “Min naturbog – 50 ting du skal prøve i naturen, før du fylder 12”. Se side 21 og 35. - Det gode forløb
Edderkoppenørd Søren Rafn giver et bud på et enkelt, inspirerende og velfungerende forløb, der er nemt at tilpasse efter deltagernes alder og niveau. - Gratis materiale med høj faglighed
MuseumBox Edderkopper er et lækkert, gennemarbejdet og gratis undervisningsmateriale. Lige til at downloade og bruge. - Naturens små superhelte
Ole Laursen sætter spot på tre seje spindlere, som du formodentlig kan finde i din nærnatur. - Søg og del dine fund på Arter
Arter.dk og feltappen Arter er et nyt spændende gratis værktøj, der kan bruges både som opslagsværk og til egne indrapporteringer. - Edderkoppeture med Børnehuset Myretuen
Allerede i børnehaven har ungerne godt styr på edderkopper, mejere, hjulspind og tæppespind. Ta på edderkoppetur med Michael Winther og børnene fra Myretuen. - Hjælp! – en edderkop!
Fobibehandling.dk giver information og gode råd til at håndtere edderkoppeskræk i edderkoppeformidlingen. - Edderkoppernes tur i rampelyset
Vær med til at udbrede viden om de danske edderkopper og styrke forskningen på området gennem citizen science. - Forskernes eget leksikon
Lex.dk er en af Danmarks største portaler for forskningsformidling. - Leg og lær med Krible Krable
Gratis inspiration til edderkoppeaktiviteter til børn i dagtilbud og indskolingen - Kom videre med edderkopper
Se nogle af de mange temahæfter om edderkopper fra Naturhistorisk Museum. - Entomologisk bestemmelse 2.0
Bugdex er et gratis, ikke-kommercielt undervisningsprojekt, der tager entomologisk bestemmelse til et nyt niveau.