Velkommen til Krible Krable
Visionen med Krible Krable er, at børn, uanset om de bor i byen eller på landet, bliver inspireret til at undersøge og udforske den nære natur og dens beboere gennem spændende aktiviteter, nysgerrighed, leg og læring.
Foruden at være henvendt til børnene er målet med Krible Krable også at motivere og ruste pædagoger og lærere til på egen hånd at igangsætte Krible Krable-aktiviteter, forløb og projekter.
Tusindvis af børn og voksne i daginstitutioner, skoler og SFO´er og børnefamilier over hele landet, går hvert år på smådyrsjagt i den nære natur, til lands, til vands og i luften! Dygtige naturvejledere landet over bakker op om Krible Krable-projektet ved at tilbyde arrangementer for dagtilbud og skoler og kurser og workshops for pædagoger og lærere.
Naturvejledning Danmark har sammen med DR Ramasjang siden 2015 gjort maj til en landsdækkende Krible Krable-måned, men smådyrene er der hele året rundt, og Krible Krable-projektet vil gerne inspirere børn og voksne til at udforske naturen på alle årstider.
Målrettede materialer
I samarbejde med naturvejledere i hele landet, udvikler vi materialer der er målrettet de forskellige aldersgrupper i daginstitutionerne og indskolingen
Materialerne har hvert år et nyt tema, som arbejder med Krible Krable-dyr ud fra forskellige vinkler.
Med temaet i 2024 “UKRUDT”, inviterer Krible Krable børn og deres voksne til at smide lugejernet på kompostbunken, for i stedet at gå på jagt efter de små dyr, som mister mad og levesteder, når vi rydder op udenfor. Gå ud sammen, udforsk og vær nysgerrig.
Se det og de foregående års materialer her
Projektet er genoptaget med en ny bevilling fra Novo Nordisk Fonden 2024-2028 – med fokus på overgang til skolelivet
Mange daginstitutioner er gode til at bruge naturen som ramme for aktiviteter og læring, men for mange børn er det slut med at dyrke nysgerrigheden ude i naturen, når de begynder i skole.
Naturvejledning Danmark ønsker at fastholde børnenes begejstring, når de går fra daginstitution til skole, ved at tilbyde læringsforløb og undervisningsmaterialer til indskolingen, der tager udgangspunkt i naturen.
Naturvejledning Danmark har derfor indgået et samarbejde med Børnehaveklasseforeningen, som skal klæde flere børnehaveklasseledere på til at tage børnene med ud i naturen, og sørge for en sammenhæng i naturaktiviteter mellem daginstitutioner og indskoling.
I den kommende projektperiode fra 2024 – 2028 vil der derfor være særligt fokus på at udbrede Krible Krable-universet til børn i 5-9-års alderen.
Se flere videoer på Krible Krables YouTube-kanal.