Hvad er naturdannelse?
Naturdannelse handler om at styrke menneskers – og særligt børn og unges – forbundne relation til naturen. Det er ikke et enkeltstående læringsmål, men en langsigtet og dynamisk proces, hvor erfaringer, viden, følelser og værdier udvikles i samspil med naturen.
Naturdannelse er en proces, hvor barnets forhold til natur styrkes. I processen indgår forskellige typer af relationer til natur, og de kan kategoriseres i fem forbundne elementer i naturdannelse: Det materielle, det erfaringsbaserede, det kognitive, det følelsesmæssige og det filosofiske”
(Friluftsrådet + Hartmeyer & Præstholm, 2021).
Hvorfor er naturdannelse vigtigt?
Der er i dag et stigende fokus på, at børn og unges mulighed for oplevelser i og med naturen er under pres. Samtidig viser forskning i fagfelter som naturforbundethed, udeskole og udendørspædagogik, at erfaringer med naturen har betydning for både trivsel, læring og senere engagement i natur og bæredygtighedsspørgsmål. Pædagogiske processer som naturdannelse er derfor ikke kun et individuelt anliggende, men også et samfundsanliggende, der knytter sig til sundhed, almen dannelse og grøn omstilling.
Et centralt spørgsmål er derfor: Hvordan styrker vi menneskers relation til naturen, deres naturforbundethed, og hvilken rolle kan naturvejledningen spille i den opgave?
Naturdannelse som fælles fagligt afsæt
Naturdannelse er det pædagogiske begreb, der i stigende grad samler dette målrettede arbejde. Det fungerer som et fælles fagligt afsæt for naturvejledning og peger på en bredere forståelse af, hvad det vil sige at bringe natur og mennesker sammen. Naturdannelse kan derfor forstås som en proces, hvor menneskers, og særligt børns og unges, relation til naturen udvikles og fordybes over tid. Processen rummer flere sammenhængende dimensioner: kropslige erfaringer i naturen, viden og forståelse, følelsesmæssig tilknytning, værdier og natursyn samt vores konkrete afhængighed af naturens ressourcer. Det er i samspillet mellem disse, at relationen til naturen får dybde og affektiv betydning.

Naturdannelse og naturforbundethed
Naturdannelse står ikke alene, men kan ses som én af flere veje til naturforbundethed. Naturdannelse er dermed en meningsfuld tilgang til at arbejde med menneskers relation til naturen og et vigtigt bidrag til at styrke deres naturforbundethed i en tid, hvor behovet er større end nogensinde.
Naturforbundethed er den livslange følelsesmæssige og sanselige relation til naturen, der kulminerer i sundhed, trivsel og heling for menneske og planet, og som naturdannelse kan styrke gennem oplevelse, erkendelse og refleksion.”
(Uhnger Wünsche 2024)
Denne sammenhæng har betydning for, hvordan vi arbejder med naturformidling. Hvis målet er at styrke menneskers relation til naturen og deres lyst til at handle bæredygtigt, er det ikke tilstrækkeligt at formidle viden alene. Relationer til naturen opstår også gennem sansning, oplevelse og følelsesmæssig forbundethed. Naturformidling får derfor en særlig rolle; at skabe rammer for helhedsorienterede naturoplevelser, hvor både krop, tanker og følelser bringes i spil. Her kan naturdannelse bidrage til at forbinde oplevelse, forståelse og handling. Når det lykkes, kan naturdannelse være med til at styrke relationen til naturen, forståelsen af naturens sammenhænge, og motivationen for at tage ansvar for natur og miljø.
Strategisk arbejde med naturdannelse i Naturvejledning Danmark
Naturdannelse er en central del af Naturvejledning Danmarks strategi 2025-2028 og udgør et bærende element i foreningens arbejde med at skabe stærkere relationer mellem mennesker og natur. I tråd med foreningens vision om at bringe mennesker og natur sammen og missionen om at være det faglige fællesskab, der skaber dette møde, arbejder Naturvejledning Danmark strategisk med at udvikle og forankre naturdannelse som både begreb og praksis.
Naturdannelse som faglig retning
Naturdannelse danner en fælles faglig ramme for naturvejledning i Danmark. Begrebet samler og kvalificerer arbejdet med naturformidling ved at sætte fokus på relationen mellem menneske og natur, gennem såvel oplevelser, som gennem refleksion, viden, følelser og værdier. Dermed kan naturdannelse bidrage til at opnå naturforbundethed, og på denne måde styrker naturdannelse altså naturformidlingens betydning som et kerneelement i velfærdssamfundet.
Naturdannelse og kompetenceudvikling
Naturvejledning Danmark arbejder for at styrke medlemmernes kompetencer til at arbejde med naturdannelse i praksis. Det sker gennem efteruddannelse, kurser, netværk og ikke mindst gennem foreningens årskonferencer. Her udvikles et fælles sprog og en fælles forståelse, som understøtter kvalitet og faglighed i naturvejledningen. Naturdannelse bliver dermed en drivkraft for det stærke faglige fællesskab, som strategien peger på.
Naturdannelse som samfundsbidrag
Naturdannelse positioneres som en væsentlig tilgang til at adressere centrale samfundsdagsordener som trivsel, sundhed, læring og bæredygtighed. Naturvejledning Danmark arbejder aktivt for, at naturformidling og naturdannelse anerkendes som en del af løsningen på disse udfordringer, og for at synliggøre de samfundsmæssige gevinster ved at styrke befolkningens relation til naturen.
Naturvejledning Danmarks arbejde med naturdannelse udvikles i samspil med medlemmer, samarbejdspartnere og andre aktører på tværs af sektorer. Naturdannelses årskonferenceprojektet fungerer her som en central platform for at samle erfaringer, udvikle praksis og styrke forankringen af naturdannelse nationalt. Både aktuelt og i fremtidige projekter. Foreningens arbejde med naturdannelse er således ikke et enkeltstående projekt, men en integreret strategisk prioritet, der bidrager til at realisere Naturvejledning Danmarks vision, mission og målsætninger i perioden 2025-2028.
Forfatter: Tanya Uhnger Wünsche – konsulent og projektmedarbejder på Naturdannelses-årskonferenceprojektet i Naturvejledning Danmark.