Uge 46 – Julie Holm, Fra højskolelærer til naturvejleder i lille grøn virksomhed
Ugens profil er Julie Holm fra iværksættervirksomheden TagTomat, som arbejder med at skabe bæredygtige byer, hvor fællesskaber spirer omkring urbane haver. Her har Julie arbejdet med at sprede grøn dannelse til alle byens borgere i cirka 3½ år. Julie fortæller:
Det er fedt at arbejde et sted, som jeg føler virkelig gør en forskel. Mange mennesker – især i byen – savner samhørighed med naturen, og det er vi med til at give dem, når vi skaber nære naturoplevelser og nye grønne rum, som bliver en del af byboernes hverdag.
TagTomat arbejder med naturvejledning både hos byens institutioner (lige fra børnehaver og skoler til plejehjem og bo- og dagtilbud) og for private, og den brede vifte af byens borgere kræver mange forskellige “naturvejlederhatte”. Julie er derfor glad for at være i gang med Naturvejlederuddannelsen og fortæller følgende om den:
Det, som overraskede mig mest, er den mangfoldige vifte af fagligheder og måder at være naturvejleder på. På mit hold er vi alt fra den “klassiske” naturvejleder, som arbejder på naturskole, til journalister og iværksættere og alt midt imellem. Det er inspirerende at se så mange former for naturvejledning – også i selve indholdet af uddannelsen (med fokus på både fortælling, lege og nysgerrighed).
Det bedste er at få lov til at “nørde” og sparre med ligesindede, at udfordre sig selv og få mulighed for at vokse som formidler. Herudover er netværket, den gensidige interesse og det sammenhold der er, noget ganske særligt – både på ens stamhold, men også på valgfrie moduler med alle mulige naturvejledere. Fra dag ét mærkes en skøn energi og et helt fantastisk fællesskab!
Julie går på naturvejlederuddannelsen hold 33. Hun er uddannet cand.mag. i musikvidenskab og biologi med undervisningsprofil.
Du kan evt. læse mere om TagTomat på www.tagtomat.dk – her kan du også gratis downloade TagTomats nye bog “Grow Like Tomorrow – Vejen til fremtidens bæredygtige fødevaresystemer” og bl.a. læse Julies kapitel om, hvorfor naturformidling og grøn dannelse er vigtigt for fremtiden.