Vil du være med til at støtte Mikro Science Festival i uge 39 (22.-28. september) i år?
Det håber vi mange af jer vil – i første omgang ved at hjælpe med at gøre daginstitutioner over hele landet opmærksomme på denne “nysgerrighedens uge”. Mikro Science Festival er en årlig kampagneuge, hvor vi sætter spot på et tema, som børn fra 2-6 år kan arbejde aktivt og undersøgende med i deres daginstitutioner og dagpleje.
Årets tema bestemmes af ASTRA og Naturvidenskabsfestivallen til skolebørn og er: FREMTIDENS BYER. Da vi vil spinde vores bidrag til temaet tæt sammen med Krible Krable-emner, er vores arbejdstitel lige nu: UKRUDT I FREMTIDENS BYER. Børnene skal ud og registrere, hvor der er ukrudt – læs “vilde planter og deres tilknyttede smådyr” – i deres by(del). Og overveje, om de vilde planter bør have mere plads i deres by. Vi er nu i gang med at udvikle materialer, som kan støtte aktiviteterne.
Klæd pædagogerne på til Mikro Science Festival.
Vi håber også, mange af jer vil støtte ved at tilbyde daginstitutioner og dagpleje møder, kursus eller sidemandsoplæring i perioden juni til september for at gøre alle klar til en super Festivaluge. Så gør plads i kalenderen – mere herom senere.
Læs mere om Mikro Science Festival: Mikro Science Festival – Naturvejledning Danmark