2023 har været et begivenhedsrigt år for Naturvejledning Danmark. Som organisation står vi midt i en spændende udvikling, hvor vi har fået opbygget et professionelt sekretariat, vi er lykkedes med at få flere store bevillinger fra fonde til projekter, og vi har gang i mange udviklingstiltag, som skal sikre, at I får mest muligt ud af at være medlemmer, blandt andet i form af netværk og kurser.
I det hele taget oplever jeg, at naturvejledning står et rigtig godt sted i dag. Der er generelt i samfundet kommet en stor opmærksomhed på, at vi som mennesker måske er kommet lidt for langt væk fra naturen. Naturen er i krise både på land og til vands, og mange – både børn og voksne – har ikke et grundlæggende kendskab til naturen i dag. Samtidig er der mange børn og unge, der mistrives i dagligdagen, og der er stort fokus på, hvordan naturen kan spille en central rolle for den mentale sundhed.
Hvor det, at have et forhold til naturen og vide noget om den, i mange år har været nice-to-have, så er det nu blevet need-to-have. Det giver os, som forening og fagligt fællesskab, et kæmpe potentiale at arbejde med.
Jeg ved godt, at det måske ikke stemmer overens med den virkelig, som I møder, når der for eksempel spares på naturvejlederstillingerne i kommunerne, eller når det, som selvstændig naturvejleder, er svært at sikre faste indtægtskilder.
Men jeg tror på, at vi ved at sætte fokus på, hvordan naturvejledning kan bidrage positivt til mange af de udfordringer, samfundet står over for, kan sikre, at naturvejledning bliver set som noget, der ikke kan undværes, men tværtimod er et effektivt redskab, der kan spille en rolle inden for mange forskellige områder.
I den kommende strategiproces, vi så småt har startet op, kommer vi til at arbejde meget mere med, hvordan vi kan få skabt endnu større synergi mellem foreningens udadvendte aktiviteter, som politisk interessevaretagelse, projekter og partnerskaber, og foreningens interne tilbud rettet mod medlemmerne.
Politisk interessevaretagelse, projekter og partnerskaber er vigtige for os at prioritere, fordi det sikrer, at naturvejledning bliver anset som et relevant aktiv for samfundet og udvikler naturvejledning som metode. Konkret kan det være det, der er afgørende for om en kommune vælger at prioritere midler til at ansætte en eller flere naturvejledere. Eller at naturvejledning vinder indpas inden for nye fagområder og hos nye former for arbejdsgivere. Derudover skaber nye projekter og partnerskaber økonomisk grundlag for, at foreningen løbende kan udvikle tilbud til medlemmerne.
Der er ingen tvivl om, at foreningens største aktiv er, at vi har et landsdækkende netværk af højt kvalificerede naturformidlere, som skaber synlighed og faglig troværdighed. Derfor er den interne udvikling af foreningen og tilbuddene til jer, medlemmer, også afgørende for foreningens fremtid. Uden jer, ingen forening.
På den måde går de eksternt rettede aktiviteter og den interne organisationsudvikling hånd i hånd, og vi vil i vores strategi rette fokus mod, hvordan vi får dem til at spille godt sammen. Jeg ser frem til, at vi kan få nogle spændende snakke om det i det kommende år, blandt andet på årskonferencen.
Resultater for 2023
Projekter og partnerskaber
Som sagt, er det lykkedes os at få flere fondsbevillinger til projekter. Vi har fået bevilliget 3,5 mio. kr. fra Velux Fonden til projektet “Frirum og fællesskab til naturen”, som skal udvikle natursociale metoder til at øge unges mentale trivsel.
Derudover har vi fået bevilliget 4,4 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til at fortsætte Mikro Science Festival frem til 2026.
Og her i begyndelsen af året, kunne vi endelig løfte sløret for, at vi har fået 14,3 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til at fortsætte Krible Krable-projektet i 2024-2028.
Vi får jævnligt henvendelser fra andre organisationer, som ønsker at få Naturvejledning Danmark med som samarbejdspartner i forskellige projekter. Det gælder for eksempel et samarbejde med Røde Kors om at tage unge i udsatte positioner og deres familier ud i naturen, og projektet ”Væredygtige Unge i Naturen”, som vi har udviklet sammen med Absalon og en række opholdssteder.
Alle disse projekter er med til at udvikle naturvejledningen i et samspil med dygtige og engagerede naturvejledere. Og det giver mulighed for, at vi løbende kan udbyde aktiviteter og muligheder for jer.
Naturvejlederuddannelsen og Naturakademiet
Vi er også glade for at der fortsat er god søgning til Naturvejlederuddannelsen, på trods af at der de seneste år er kommet flere lignende tilbud fra andre organisationer. I Naturakademiet samler vi uddannelsen og åbne kurser. Vi udvikler hele tiden relevante efteruddannelsestilbud til jer, men vi har også fokus på at gøre de åbne kurser attraktive for kursister med andre fagligheder.
Netværk og kommunikation
Også vores netværk bidrager i høj grad til den faglige udvikling. Og her vil vi opgradere i 2024! Tovholderne for de faglige netværk har her i december holdt møde med bestyrelsen. Her var kæmpe energi til at gå i gang med at finde ud af, hvordan netværk, bestyrelse og sekretariat kan gøre hinanden endnu bedre. Til marts går vi tilsvarende i gang med de regionale netværk, så vi kan få en forening med endnu stærkere sammenhængskraft.
Vi vil i 2024 fortsætte vores arbejde med at styrke de regionale og faglige netværk, ligesom vi vil styrke vores kommunikation til og med vores medlemmer. Vi har blandt andet glade for at kunne præsentere en ny hjemmeside, der forhåbentlig kan gøre det lettere for jer at følge med i foreningens aktiviteter og finde den information, som I har brug for.”
Jeg vil runde af med at understrege, at jeres store engagement og energi er fuldstændig afgørende for, at vi har kunnet lykkedes med alle disse ting. Tak for det!