Bliv naturvejleder

Naturvejledning Danmarks naturvejlederuddannelse giver dig mulighed for at blive en del af et stærkt, fagligt fællesskab af mennesker, som brænder for at formidle den danske natur og bringe mennesker og natur sammen gennem gode oplevelser i naturen.

På Naturvejledning Danmarks uddannelse er det særligt vigtigt at:

Du bliver undervist af erfarne, dygtige og aktive naturvejledere. Det betyder, at du får indblik i forskellige naturvejlederes konkrete hverdag og erfaring med formidling. Allerede på første modul møder du 13 naturvejledere.
Modulerne foregår forskellige steder i Danmark, så du får viden om og erfaring med formidling om, i og med forskelligartet natur. Du kommer også rundt på forskellige naturskoler osv., som giver dig inspiration til dit eget virke.
Undervisningen er tilrettelagt som internater, så du er afsted i flere døgn med dit hold. Det giver intens fokus på læring og et helt særligt sammenhold.

Dine medstuderende

På naturvejlederuddannelsen vil du møde medstuderende med forskellige fagligheder, for eksempel inden for naturvidenskab, som lærer, pædagog eller noget helt andet. Det skaber dynamik og gode muligheder for at få inspiration til at tænke naturformidling på forskellige måder og i forskellige sammenhænge.
Uddannelsen retter sig primært mod dig, der er ansat i en stilling, hvor naturformidling udgør en væsentlig del af dit arbejde. Det betyder, at dit hold vil være fuld af inspiration sammen med nogle, der som dig, arbejder med naturformidling.

Dine undervisere

Du vil blive klædt godt på af kompetente undervisere, der har lang erfaring som naturvejledere og som undervisere.
Det, at underviserne er aktive naturvejledere, betyder, at du kommer bagom deres praksis, som de deler ud af i deres egen undervisning. Du vil opleve, at al viden bliver sat i en praktisk sammenhæng.
Du har to undervisere på hvert modul, og gæsteundervisere derudover betyder, at du kommer til at møde mange forskellige naturvejledere. Det hjælper dig til at forme den måde, du ønsker at være naturvejleder på.

Hvad du lærer

På Naturvejlederuddannelsen vil du blandt andet lære:

At blive en stærk naturformidler, der kan skabe engagement om naturen, formidle viden og tilrettelægge gode oplevelser.
At bruge uderummet i pædagogiske processer, for eksempel for børn og unge.
At skabe relationer mellem mennesker med naturen som ramme, for eksempel for målgrupper med særlige behov i forhold til mental eller fysisk sundhed eller sociale udfordringer.
At skabe gode oplevelser for turister, organisationer mv.
At fungere som facilitator i processer om samskabelse og partnerskaber.

Her kan du læse mere om:

Ansøgning til Naturvejlederuddannelsen
Om uddannelsen
Omkostninger for uddannelsen
Moduler og opgaver
Hvorfor Naturvejlederuddannelsen
Naturvejledning Danmarks naturvejlederuddannelse - hør fra en naturvejleder

Ansøgning til Naturvejlederuddannelsen

Ansøgningsfrist for hold 39 med start i februar 2026 er den 10. oktober 2025.
Ansøgningerne i både kvote 1 og kvote 2 behandles samlet, så du har svar inden den 1. november.

Vi glæder os til at høre fra jer! 

Hvem kan søge?

Der kan søges om optagelse for personer, som: 

allerede er ansat i en stilling, hvor naturvejledning udgør en væsentlig del af arbejdet 
i forbindelse med nyansættelse af medarbejdere, som skal varetage naturvejledning 
i væsentlig grad beskæftiger sig med naturformidling 

Hvis du ikke allerede er i en stilling med naturvejledning, har vi åbnet for, at du kan søge i kvote 2. De fleste pladser er reserveret kvote 1, men der er altså en mulighed også for dig, der ønsker et sporskifte i dit arbejdsliv.

Her er eksempler på ansættelsessteder: 

Naturskole, folkeskole, dagtilbud, hvor naturvejledning/naturformidling er en central arbejdsopgave for medarbejderen 
I en kommunal forvaltning (Skole, børn, fritid, sundhed, natur og miljø mv.) 
På et museum, et naturcenter, i natur- eller friluftsorganisation 
I selvejende/privat organisation eller institution, der har formidling som central arbejdsopgave 
Turisme- eller oplevelsesvirksomhed 
Selvstændige med egen formidlingsvirksomhed 

Du skal gennem din deltagelse i uddannelsen have lyst til at arbejde bredt med naturvejledning både omkring målgrupper og indhold. 

Det er også en fordel, hvis uddannelsen af en naturvejleder har en igangsættende effekt for naturformidlingen på arbejdsstedet, og at der er indtænkt udviklingsperspektiver for naturformidlingen på arbejdsstedet. 

Det er et krav, at ansøgningen om optagelse på naturvejledervejlederuddannelsen vedlægges en motiveret ansøgning, hvor du fortæller om dine muligheder og fremtidige planer – uanset om du søger i kvote 1 eller kvote 2.

Optagelseskrav og proces 

Optagelse på naturvejlederuddannelsens moduler sker på grundlag af en samlet vurdering af de indkomne ansøgere. Der vil være flest pladser til Kvote 1 ansøgere, og hold 39 sættes som samlet hold med en blanding af kvote 1 og kvote 2.

Om uddannelsen

Naturvejledning Danmarks Naturvejlederuddannelse bygger på næsten 40 års erfaring med at uddanne naturvejledere fra hele landet. Der er garanti for et højt fagligt niveau og et dynamisk samspil mellem teori og praksis. Samtidig bliver du en del af et stærkt fagligt fællesskab, som varer ved lang tid efter uddannelsen er fuldendt.

Indhold i uddannelsen

Naturvejlederuddannelsen består af:

Et obligatorisk basismodul på otte kursusdøgn med en efterfølgende studieopgave.
Et obligatorisk modul i to dele på hver tre døgn.
Tre obligatoriske moduler på hver fem kursusdøgn, hvoraf to moduler efterfølges af studieopgave.

Deltagelse i basismodulet og gennemførsel af tilhørende studieopgave danner forudsætning for deltagelse i de efterfølgende obligatoriske moduler. De fem moduler afholdes som internatkurser forskellige steder i landet.
Uddannelsesforløbet kan gennemføres indenfor 2-4 år.

Modulerne foregår forskellige steder rundt om i landet, hvilket giver mulighed for at arbejde med flere forskellige typer natur og landskaber i uddannelsen.

Naturvejledning Danmark er ansvarlig for uddannelsen og indgår i et tæt samarbejde med lokale naturvejledere.

For hold 39 med start i 2026 er følgende datoer og lokationer:
Modul 1: 19.-27. marts 2026 (Sjælland)
Modul 2: maj/juni (Jylland) og sep/okt (Sjælland) (specifikke datoer følger august 2025)
Modul 3: 26.-30. oktober 2026 (Raadvad, Sjælland)
Modul 4: Maj 2027
Modul 5: 22.-26. november 2027 (Trente Mølle, Fyn)

Uddannelsens struktur:

Struktur på naturvejlederuddannelsen - oversigt over moduler og studieopgaver på Naturvejledning Danmarks Naturvejlederuddannelse
Naturvejledning Danmarks naturvejlederuddannelse - hør fra en naturvejleder

Uddannelsens formål

Formålet med uddannelsen er at kvalificere dig som naturvejleder, så du bliver klædt på til at formidle naturen, tilrettelægge gode, inspirerende og lærende forløb og arrangementer og bringe dine kompetencer i spil i forskellige sammenhænge.
Gennem naturvejlederuddannelsen udvikler du dine kompetencer til fagligt og pædagogisk at kunne udvikle, begrunde, planlægge, gennemføre og evaluere naturvejledning.

Du vil blandt andet lære:

At gennemføre arrangementer, der formidler en relevant viden om naturen og som støtter og stimulerer deltagernes læring.
Selvstændigt og sammen med andre at udvælge og beskrive formidlingens mål, indhold og form.
Kritisk at analysere og begrunde de valg, der træffes i planlægning, gennemførelse og evaluering af naturvejledning under hensyn til deltagernes forudsætninger og rammerne for formidlingen.
At videreudvikle nye former for formidling samt imødekomme nye formidlingsbehov og nye målgrupper.

Du kan læse mere om uddannelsens formål og opbygning i studieordningen (der kommer ny studieordning i august 2025)
Du kan også læse mere om kurserne og de studieopgaver, du skal løse undervejs.

Deltagerbetaling

Inkluderet i din investering er:

undervisning & materialer
fuld forplejning og overnatning i dobbeltværelse (enkeltværelse kan tilkøbes)
et års gratis medlemskab af Naturvejledning Danmark
For 2026 er din investering for uddannelsen:
Modul 1: (8 kursusdøgn): 26.200 kr. inkl. moms (20.960 kr. ex. moms) 
Modul 2: (2 * 3 kursusdøgn): 17.900 kr. inkl. moms (14.320 kr. ex moms)
Modul 3-5: (3 moduler à 5 kursusdøgn): 14.500 kr. inkl. moms (11.600 kr. ex. moms) pr. modul

Uddannelsens pris er inkl. alle omkostninger, herunder også kost og logi på internatkurser.
Hvert modul betales for sig og skal være betalt senest 30 dage inden modulets start.

Det er muligt at betale hele det samlede forløb ved påbegyndelse af uddannelsen, så du får en rabat svarende til en prisreduktion på ca. 5 % i forhold til, hvis de enkelte moduler betales hver for sig gennem hele forløbet. Priserne indeksreguleres hvert år.

I 2026 er prisen for den samlede uddannelse 84.360 kr inkl. moms (67.488 kr. ex. moms).

Naturvejledning Danmarks naturvejlederuddannelse - hør fra en naturvejleder

Moduler og opgaver

Læs mere om indholdet i kurser og opgaver i Naturvejlederuddannelsen:

Basismodul: Naturvejledning, metoder og aktiviteter

Formålet med dette modul er at give dig kompetencer, der gør dig i stand til: 

at udvikle, gennemføre og evaluere naturvejledningsarrangementer, hvor formidlingsformen er den direkte naturvejledning (ansigt til ansigt) 
begrundet at vælge forskellige formidlingsmetoder i forhold til den konkrete målgruppe 
at identificere, analysere og reflektere over natursyn og værdigrundlag for naturvejledning, herunder analysere betydningen af dette for naturvejlederens formidlingspraksis 
at give og modtage konstruktiv feedback på konkrete formidlingsaktiviteter 

Uddannelsen lægger vægt på at skabe en fælles professionel ’formidlingsplatform’, hvorfra du kan videreudvikle din egen naturvejlederpraksis. 

Emnerne præsenteres ved hjælp af forskellige formidlingsmetoder og vekselvirkning mellem praktisk naturvejledning og teoretiske begreber. 

Under hele modulet arbejdes med forskellige øvelser i effektiv kommunikation, samt med at give og modtage konstruktiv feedback. 

På modulet møder du flere aktive naturvejledere, du får undervisning af en ekstern underviser i kommunikation og du får særlig undervisning i historiefortælling i og med naturen.

Modulet afsluttes med en studieopgave, der indeholder en formidling til en selvvalgt målgruppe, hvor din studiegruppe deltager og efterfølgende giver dig feedback.

Modul 2: Naturkendskab

Formålet med dette modul er at give dig kompetencer, der gør dig i stand til at formidle sammenhænge i naturen, så du med større viden og indsigt kan formidle den natur, dine aktiviteter foregår i.

Modulet er under udvikling frem til august 2025.

Modul 3: Formidlingsplanlægning og uderumsledelse 

Formålet med dette modul er at give dig kompetencer, der gør dig i stand til at: 

Tilrettelægge og gennemføre naturvejledning i uderummet 
Forstå og udnytte uderummets kvaliteter og muligheder i forhold til pædagogiske læreprocesser 
anvende kendskab til børns måder at tilegne sig verden på og børns læringsforudsætninger i formidlingen 
inddrage daginstitutionsområdets styrkede læreplaner 
inddrage folkeskolens forenklede fælles mål i formidlingen 

Du vil blandt andet lære om udeundervisning og uderumsledelse, natur- og udepædagogik samt uformelle læringsrum, generel formidlingsplanlægning og gennemførelse af konkrete formidlingsarrangementer for børn (0-18 år), anvendelse og forståelse af metoder inden for formidlingsteknik ved aktivitetsbaseret formidling, metodik til opstilling af opgaver og opgaveløsningsmetoder samt forståelse af dagtilbud og folkeskolens rammevilkår. 

Modulet afsluttes med en studieopgave

Modul 4: Oplevelsesudvikling 

Formålet med dette modul er at give dig kompetencer, der gør dig i stand til: 

Analysere og vurdere oplevelsesrum og oplevelsesdesign 
analysere og reflektere over et områdes formidlingsmæssige potentiale i forhold til de lokale forhold og aktører 
arbejde med udviklingsorienterede og innovative metoder 
Arbejde med begreberne oplevelsesøkonomi og innovation 
Analysere og målrette formidling rettet mod turister (lokale, nationale og internationale), samt organisationer og andre grupper, der ønsker at arbejde med oplevelser 
Forstå og anvende forskellige projektværktøjer, til udarbejdelse af et strategisk projekt 

Du vil blandt andet lære om innovative processer i oplevelsesdesign, naturvejlederen som projektmager og -leder, udvikling af projekter, der knytter sig til samfundsudfordringer og tværfagligt samarbejde i lokalområdet, analyse og vurdering af forskellige formidlingsforløb og oplevelsesprodukter, rettet bl.a. mod oplevelsesmarkedet samt forståelse for og anvendelse af forskellige begreber, der knytter sig til oplevelsesøkonomi. 

Modulet afsluttes med en opgave, der retter sig mod udvikling af din praksis. Du fremlægger din opgave for din studiegruppe og en gruppe af aktive naturvejledere i din region.

Modul 5: Naturvejledning, samskabelse og partnerskaber 

Formålet med dette modul er at give dig kompetencer, der gør dig i stand til at: 

anvende metoder til at involvere borgerne som en del af den demokratiske naturforvaltningsproces 
fungere som brobygger mellem borgerne og den kommunale forvaltning 
varetage organisering af frivillige i netværk 
facilitere debat- og holdningsskabende formidling (katalysator, ordstyrer mv.) 
udarbejde egen handleplan for videre personlig og faglig udvikling som naturvejleder. 

Du vil blandt andet lære om naturvejleder som facilitator og konsulent, samarbejde med og ledelse af frivillige, samskabelse og partnerskaber, naturvejlederens rolle i forhold til at facilitere borgernes forståelse, ejerskab og indflydelse på samfundets forvaltning af natur, miljø og kulturmiljø, samt metoder til involvering af borgere, etablering og facilitering af (frivillige) netværksgrupper og faciliteringsredskaber til at fremme involvering og ideudvikling. 

Studieopgaver 

Studieopgaverne bygger videre på de temaer, som Naturvejlederuddannelsens moduler tager fat på. 
 
På hvert modul etableres studiegrupper, der primært består af kursister fra samme landsdel. Studiegruppen består af max. 5 studerende. 

Naturvejledning Danmarks naturvejlederuddannelse - hør fra en naturvejleder

Hvorfor Naturvejlederuddannelsen? 

Naturvejlederuddannelsen hos Naturvejledning Danmark giver dig masser af stærke kompetencer, som du kan bruge i din hverdag, og et stærkt netværk, som du kan trække på. 
Her er 5 gode grunde til at blive uddannet naturvejleder. 

Du får et stærkt netværk 

Naturvejledning Danmark er en forening med et stærkt fagligt fællesskab omkring naturformidling. Vi har over 400 engagerede medlemmer, som hele tiden udvikler og deler erfaringer. Og vi bliver hele tiden flere! 

Vi lægger vægt på fællesskabet mellem studerende, da formidling også handler om dialog og relationer. 
Gennem uddannelsen inviteres du ind i et stærk netværk af naturvejledere, som har rod i en fælles kultur omkring videndeling, sparring, ideudveksling og kreativitet. 
Partnerskaber og samarbejde er en vigtig del af naturvejlederens hverdag, som du via foreningens projekter og samarbejder har mulighed for at blive en del af. 
Vælger du at tage uddannelsens obligatoriske moduler i rækkefølge dvs. ’følger dit hold’, har du en unik mulighed for at blive en del af et uvurderligt netværk af viden og erfaring, som du kan trække på lang tid, efter at du har afsluttet uddannelsen. 

Det er en uddannelse som tager afsæt i praksis 

Du uddannes sammen med andre, som til dagligt arbejder med naturvejledning og/eller -formidling. Det er grundlaget for en uddannelse med et højt fagligt niveau med rig mulighed for udveksling af praktiske erfaringer. 
Deltagerne kommer med forskellige faglige baggrunde, for eksempel inden for naturvidenskab, som lærere eller pædagoger. Det betyder, at du får unik mulighed for at udvikle dig sammen med andre autentiske formidlere med forskellige faglige baggrunde. 
Du undervises af erfarne og fagligt stærke praktikere. Vi har et kæmpe netværk af naturvejledere og trækker på nogle af de mest erfarne kræfter inden for dansk naturformidling og naturvejledning.  

Det er en fleksibel uddannelse 

Uddannelsen forløber parallelt med dit arbejde. Den kan gennemføres på mellem 2 og 4 år, alt efter hvad der passer dig bedst.  
Efter basismodulet kan de resterende moduler tages i vilkårlig rækkefølge.  
Du behøver ikke tage hele uddannelsen, men kan vælge ét eller flere moduler til at styrke din fagprofessionelle profil. 

Vi møder dig, hvor du er som naturvejleder og menneske 

Uddannelsen understøtter udvikling af dine særlige potentialer, så du bliver en autentisk og engageret formidler. 
Uddannelsen giver dig redskaber, som du kan bruge i dit arbejde, uanset om du er selvstændig, offentligt ansat, arbejder i en NGO eller noget helt fjerde. 
Det sker i vekselvirkning mellem undervisning, kobling til egen praksis og gennem tætte relationer og netværk på uddannelsen. 

Vi har en dynamisk læringskultur med høj faglighed 

Uddannelsen er bygget op omkring viden om læring. 
Du lærer at sætte naturformidling ind i en større sammenhæng for eksempel i forhold til klima, sundhed, sociale og læringsmæssige gevinster. 
Uddannelsen arbejder med en stærk refleksionskultur, hvor kollegial sparring og feedback skaber et solidt fundament for egen læring. 
Naturvejledning Danmarks naturvejlederuddannelse - bliv en del af netværket

Ofte stillede spørgsmål

Her kan du finde svar på de mest almindeligt stillede spørgsmål om naturvejlederuddannelsen. Klik på spørgsmålet for at se svaret.

Finder du ikke svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du ikke gå glip af nyheder om formidlingen af natur i Danmark, tilbud om formidlingskurser eller nyt fra foreningen, så tilmeld dig nyhedsbrevet herunder.

 

Vi glæder os til at fortælle dig mere!

Scroll to Top