17. december, 2024

ARTIKELSERIE – “Biodiversitetsfremmende undervisning”

I denne artikelserie får I et lille indblik i forløb, erfaringer og udfordringer, som de medvirkende naturvejledere har udviklet og mødt undervejs i Naturvejledning Danmarks projekt "Biodiversitet og Natursyn”. Artikelserien består af fem indlæg.

I er nødt til at få Sofia til at tage en pause. Hun er helt rød i hovedet og trækker træer op i vildskab

Sådan lød det fra nogle skoleelever, da de i foråret var med Boserupgård Naturcenter i Boserup Skov for at fremme Biodiversiteten.  

Det var Klostermarksskolen, der deltog i et projekt, der handlede om at fremme biodiversiteten ved at skabe mere lysåbne arealer. Forløbet blev udviklet efter initiativ fra Naturvejledning Danmark, hvor rammerne var relativt faste:  

Rammerne 

Lav et undervisningsforløb om biodiversitet, der strækker sig over 3 gange, som involverer en forening og som afslutter med en præsentation over for en anden klasse. Målgruppen er mellemtrinnet i grundskolen. 

I Boserup Skov har vi et stævningslav, der har fået mulighed for at øge deres areal fra 4 til 10 hektar. De nye 6 hektar er primært tilgroet med ær (ahorn), der vokser meget tæt og lukker meget lys ude. For at kunne etablere stævningeskov på de nye arealer, så skal de nuværende ær fjernes med rod.  

Jeg aftalte med et par lærer på Klostermarksskolen i Roskilde, at 2 stk. 5. klasser skulle komme ud i skoven på forskellige datoer – 3 gange hver.  

Ved besøg af den første klasse, var der nyhedens interesse og der blev talt om biodiversitet, som klasserne også havde arbejdet med hjemme på skolerne. Hele baggrunden for stævningeskoven og hvorfor den er en del af vores kulturhistorie fik eleverne lov til at snakke om og så var det oplagt, at tale om sommerfuglene i stævningeskoven kontra de manglende sommerfugle på den anden side af vejen i den mørke skov.  

I trepersoners grupper begyndte eleverne nu at trække ær op. En til at bruge ekstraktikatoren (et smart ko-ben til at trække træer op med). En til at hakke rødder over med en stikspade, og en til at bære træet ud af skoven til kvashegn. 

Udfordring 

Efter ca. 30 minutter var der en lille drengegruppe, der tjekkede ud. De ville hellere cykle rundt i skoven. Det fik de ikke lov til og vi fortsatte et par timer med indlagte pauser til leg. Men hele præmissen om, at biodiversitetskrisen som motivation, ville engagere 5. klasses elever var åbenbart forkert (for nogle af eleverne). Der var et par dage til den anden 5. klasse ville komme i skoven, så jeg udviklede et pointsystem, der ville koble lidt matematik til forløbet. 

Kort fortalt, så fik eleverne mønter efter hvor store deres ær var. Når de havde indsamlet 150 møntpenge pr. pers., så fik de en biodiversitetsmedalje og hvis alle i klassen fik en medalje, så ville hele klassen få en hædersbevisning som de kunne stille op i klassen. Da forløbet strakte sig over 3 gange, så kunne pengene sættes i banken når dagen var slut og de fik så 10% i rente frem til næste besøg. Det ændrede alt! 

Ær skulle måles med elektronisk skydelære præcis 150 cm over jorden, så ingen blev snydt. Der blev hevet ær op i vildskab. Ved andet besøg fik klassen besøg af en repræsentant fra stævningelavet, der kunne fortælle hvorfor det arbejde de udførte var fantastisk. Det blev også nødvendigt, at lave en redder-gruppe, der kunne markere de træer, der ikke skulle hives op. Iveren efter at få mønter betød, at også mere hjemmehørende træer blev hevet op, hvilket ikke gav points og bestemt ikke var hensigten med forløbet. 

Eleverne fik ved sidste besøg hjælp fra en venskabsklasse, der fik deres egen lille hjælpermedalje, men som også betød at klassen nåede i mål med projektet. Ved Boserupgård Naturcenter blev der holdt tale og overrakt medaljer. 

Dilemma 

Det kan være svært, at forklare eleverne hvorfor et hjemmehørende træ, der vokser i en urørt skov skal fjernes med rode for at fremme biodiversiteten? Bør naturen ikke bare passe sig selv? Og er det det rigtige valg, at skabe en anden motivation end at fremme biodiversiteten for at fastholde elevernes engagement? Det var nogle af de udfordringer som jeg kæmpede med i forbindelse med udvikling af forløbet, men lærerne var rigtigt glade for forløbet – eleverne også. Og stævningelavet fik fjernet en lille del af de mange ær, der vokser i den kommende stævningeskov. 

På Boserupgård Naturcenter har vi lagt mange af vores undervisningsforløb online. For at lærerne kan få en ide om hvordan det rent faktisk foregår, så har vi ofte en lille videofilm til at illustrere det. Filmen til dette forløb kan ses her.

 

Skrevet af:

Rasmus Riskær-Smidt

Natur- og Udeskolevejleder
Boserupgård Naturcenter


Artikelserie

Læs de andre indlæg i denne serie om “Biodiversitet og Natursyn”

Flere nyheder

Her kan du læse flere af foreningens nyheder, artikler og tidligere foreningsblad, NATURvejleder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du ikke gå glip af nyheder om formidlingen af natur i Danmark, tilbud om formidlingskurser eller nyt fra foreningen, så tilmeld dig nyhedsbrevet herunder.

 

Vi glæder os til at fortælle dig mere!

Scroll to Top