Hvordan kan man arbejde med biodiversitet, og samtidig anspore til kreativitet. Og hvordan laver man et produkt der formidler biodiversitet i en kulturel kontekst.
Inspireret af andre gode naturvejlederkolleger rundt om i landet, havde jeg længe gået og brygget på et forløb, hvor kulturhistorie, kunst og natur gik hånd i hånd. Jeg havde tidligere samarbejdet med CLAY – Danmarks Keramikmuseum, som ligger i Middelfart, om forløb hvor keramiske kunstnere lader sig inspirere af naturens former. Da projektet om Biodiversitet blev fremlagt, var der rigtig mange elementer, som gav genlyd i mine tanker om samarbejdsprojektet. Omdrejningspunktet i projektet er Flora Danica. Både som bogværk, men i særdeleshed som porcelæn, idet CLAY siden 2010 har huset de historiske samlinger fra Royal Copenhagen.
Samarbejdspartnere
I projektet fra Naturvejledning Danmark er indbygget et krav om samarbejdspartnere. Derfor rakte jeg tidligt ud mod den selvejende institution CLAY – Danmarks Keramikmuseum, for at undersøge muligheden for et fælles arrangement. De var heldigvis meget interesserede i at lege med. Jeg kontaktede også foreningen Middelfart Billedskole, som heldigvis også synes projektet lød spændende. Den sidste samarbejdspartner var Middelfart Kultur & Bibliotek, som både var en del af skoleprojektet, men som også løftede arrangementet ud i offentligheden.
Forløb
Projektet blev beskrevet og tilbudt til alle der underviser mellemtrinnet i Natur og Teknologi eller Billedkunst i Middelfart Kommune. De 4 klasser der blev udvalgt til at deltage, fik tilsendt en video, hvor jeg kort fortalte om projektet. I videoen opfordrede jeg lærere og elever til at lave en mindmap udfra skabelonen i Personal Meaning Mapping | Skoletjenesten .
Den første dag i projektet, mødte eleverne ind på CLAY, hvor museumsformidleren gav en rundvisning og en indføring i Flora Danica-stellets historie. Herefter skulle eleverne selv tegne skitser af porcelæn, hvorpå de limede udklippede blomsterdekorationer.
På dag to, som ikke nødvendigvis var lige dagen efter museumsforløbet, fik klassen besøg af mig som naturvejleder. Først arbejdede vi med deres Personal Meaning Map over begrebet ”planter”, hvorefter de fik en kort introduktion til faglige begreber inden for botanikken. Derefter brugte vi 2 lektioner udenfor, hvor vi i skolens nærområde fandt så mange forskellige planter som overhovedet muligt. Planterne blev ikke artsbestemt på stedet, men i stedet kiggede vi på dem, og forsøgte at placere dem i ”fællesskabsgrupper” ud fra simpel sammenligning af blomster, blade, rødder osv. Efter spisepausen skulle eleverne tegne skitser af en plante de selv havde valgt. De skulle også artsbestemme planten ved hjælp af forskellige opslagsbøger og app’s. Til skitsetegningen var der botanikfaglig sparring med mig og kunstnerisk sparring med billedkunstlæreren.
Den tredje dag i forløbet, fik klassen besøg af 2 undervisere fra Middelfart Billedskole. Hvis planterne fra dag to stadig var friske og sprøde blev de brugt, ellers var eleverne ude og plukke nye eksemplarer af planterne. I en udrullet klump ler, lavede de et negativ aftryk af forskellige plantedele. Herefter afstøbte de med gips, så resultatet blev et positiv billede af planten. Opgave 2 på den kunstneriske dag var et forløb om fremtidens planter. Eleverne blev bedt om at lave en tegning af en plante der findes i Danmark om 100 år. Fantasien var stor, men mange tænkte også på klimaforandringer, og lavede skitser af vandplanter eller ørkenplanter. Genetisk modificerede planter, nytteplanter og kunstige planter var dog stærkt repræsenteret! Fremtidsplanten skulle til slut laves i mosaik på en stor fælles plade. Materialet var porcelæn fra genbrugspladsen og runde bordplader der var skænket af borgere i Middelfart.
Da alle 4 klasser havde været gennem de 3 dage, og da gipsafstøbninger og mosaikker var gennemtørre, blev der holdt fernisering på biblioteket. Alle elever, lærere, forældre og bedsteforældre blev inviteret. Der blev holdt åbningstale af Nina Ferlov, som er en lokal kunstner der ofte lader sig inspirere af naturen. Der blev serveret børne-bobler og chips mens børnene stolt fortalte og viste deres kunstværker frem. Udstillingen blev stående på biblioteket indtil sommerferien, hvor de enkelte skoler fik deres kunstværker med hjem til ophængning/udstilling på skolen.
Efter sommerferien fik 3 af klasserne igen besøg af mig (den sidste klasse havde skiftet lærere i løbet af sommerferien, og de nye lærere kunne ikke overskue at skulle sætte sig ind i projektet). Først lavede vi opfølgning på deres Personal Meaning Map. Derefter gik vi ud for at genfinde nogle af de planter vi arbejdede med i projektet. Herefter skulle de i par fremvise udstillingen for elever fra årgangen under dem. De skulle fortælle om den kreative proces, og demonstrere hvordan man bruger opslagsværker og app’s til at artsbestemme planter.
Udfordringer
I Middelfart kommune er vi så privilegerede, at alle skoler har gratis bustransport til centrum og Naturcenteret. Det var derfor ”kun” et spørgsmål om koordinering at få alle elever til et besøg på Clay. At 2. og 3. dagen blev ude på den enkelte skole, var dels et bevidst valg, for at sætte fokus på planterne i skolens umiddelbare nærhed, men også et udtryk for praktikaliteter. Hvis eleverne skulle med bussen, ville tiden med aktiviteter blive meget presset (9-12.30), og især Billedskolens havde svært ved at nå det hele. Det var også praktisk, at vi kunne benytte skolens formningslokale, så gipsrelieffer og mosaikker ikke skulle flyttes før det var helt tørt.
At få 4 klasser, 3 aktører, en busordning og en naturvejlederkalender i maj/juni til at passe sammen, krævede en hel del koordinering. Den ene klasse havde indsamlings- og skitsedagen i forbindelse med en overnatningstur i skoven, og det var bestemt ikke befordrende for deres lyst til at arbejde koncentreret.
Billedskolen var meget udfordret på materialerne til den kreative dag. Det var tungt at skulle flytte ler, porcelæn, fliseklæb og gamle borde fra skole til skole, så derfor bliver produkterne i 2025 af maling og papir i stedet for ler og porcelæn.
At skulle samle op på projektet efter sommerferien var ikke optimalt. Forhåbentligt bliver det muligt at lægge opsamlingsdagen inden ferien, så der heller ikke kommer udfordringer med lærerskift osv.
Fremtiden
Alle samarbejdspartnere i projektet synes, at det har været positivt at være med. Vi har allerede nu besluttet, at vi gentager projektet med 5-6 klasser i foråret 2025. Herefter vil CLAY og naturvejlederne tilbyde delelementer af projektet i deres formidling, men uden den koordinering som vi som udførende aktører har lavet. Det vil sige, at den enkelte lærer selv skal kontakte både CLAY og naturvejlederen for at lave aftaler, og at der ikke er noget krav om at man skal benytte begge tilbud. Naturvejledning for skoler i Middelfart er gratis, mens der på CLAY skal betales for omvisning med en museumsformidler. Lærerne i foreningen Middelfart Billedskole er timeansat til de hold der tilbydes i fritiden. Hvis skolerne skal benytte Billedskolen, skal der betales for timer og materialer. At være en del af Naturvejledning Danmarks biodiversitetsprojekt har derfor været helt afgørende for, at et samarbejde mellem så forskellige institutioner har kunnet lade sig gøre.
Artikelserie
Læs de andre indlæg i denne serie om “Biodiversitet og Natursyn”